Justine
af Marquis de Sade

Roman

160 sider, pris kr. 168

(aflever din biografbillet fra quills så får du bogen til kr.128.-

Fra Per Aage Brandts efterskrift: Justine eller Dydens genvordigheder er oversat efter Les infortunes de la Vertu, en tekst som 122 år efter sin tilblivelse blev fundet af Guillaume Apollinaire blandt det franske nationalbiblioteks manuskripter i 1909 og efter en stor filologisk indsats publiceret af Maurice Heine i 1930. Den blev genoptrykt som første bind i J.-J. Pauverts udgave af D.A.F. de Sades samlede værker i 1959 og derefter i fjortende bind af den monumentale sekstenbinds udgave: OEuvres complètes du Marquis de Sade, Édition définitive, Édition établie sur les originaux imprimés ou manuscrits, accompagnée d’études de plusieurs ecrivains et précédée de la vie de l’Vauteur, avec un examen de ses ouvrages, par Gilbert Lely, Paris, Au Cercle du Livre Précieux, 1961-67. Denne udgave omfatter, som angivet, en ny version af Gilbert Lelys tobinds Sade-biografi, som først udkom i 1957. Derefter (med forord af Dr. A. Hesnard og Maurice Heine) den roman, som i 1791 var udkommet i to bind med titlen Justine ou les Malheurs de la Vertu, og som er en udvidet version af vor tekst fra 1787, skrevet året efter, og det første værk, som blev trykt i forfatterens levetid. I samme tredie bind følger La Philosophie dans le boudoir, først trykt i 1795, en art pædagogisk dialog, hvori figurerer den berømte pamflet Français, encore un effort si vous voulez être républicains, en kritik af den Rousseau’ske socialkontrakt-filosofi og bl.a. en afvisning af dødsstraffen, (med forord af Pierre Klossowski og efterskrift af Jacques Lacan: Kant avec Sade). I fjerde og femte bind den “filosofiske roman” Aline et Valcour, der, som Sade på titelbladet angiver, er Écrit à la Bastille un an avant la Révolution de France, altså samtidig med Justine, men trykt i 1795, og bl.a. omfattende en beskrivelse af et samfund, Tamoé, som fortjener betegnelsen socialistisk, og som kan betragtes som det eneste eksempel i hele Sades dybt kritiske værk på en positivt fremstillet doktrin om lovens placering i et frit samfund, (forord af Jean Fabre). Sjette og syvende bind bringer (med forord af Maurice Blanchot, Georges Bataille, P. Klossowski og M. Heine) den tredie version af vor tekst, de fire bind, som i 1797 udkom under titlen La nouvelle Justine ou les Malheurs de la Vertu, denne gang ikke længere fortalt med den ulykkelige Justines stemme, men af en upersonlig fortæller, og med en ganske anden ubændighed i udpenslingen af heltindens lidelser, et skrift, der med rette blev betegnet som horrible, og som sammen med fortsættelsen, Histoire de Juliette, sa soeur, ou les prospérités du vice, grundfæstede Sades ry som hemmelig, ikke publicerbar, unævnelig og katastrofalt farlig forfatter. Juliette, som bringes i ottende og niende bind, udkom i seks bind sammen med La nouvelle Justine i 1797 og blev snart beslaglagt, ligesom forfatteren blev fængslet (1801) og senere overført til sindssygehuset i Charenton for en så definitivt utilgivelig gerning. Lely-udgavens tiende bind rummer det udvalg af noveller, som i 1800 udkom i fire bind under titlen Les Crimes de l’amour, Nouvelles héroïques et tragiques, elleve fortællinger indledt af en romanteoretisk afhandling, Idée sur les romans, (senere separat udgivet med noter af Jean Glastier, 1970) af den allerstørste interesse for forståelsen af den Sade’ske skrivemåde og dens litterære og filosofiske kontekst (forord af Jean Fabre og P. Klossowski). I ellevte bind (forord af Pierre Naville, Camille Schuwer, Gaëtan Picon) får vi romanen La Marquise de Gange, som var det sidste, der blev trykt i Sades levetid: den udkom anonymt i 1813, men blev først genopdaget i 1957 og dette år udgivet af G. Lely; det er et sidestykke til den første Justine, et stykke sort fortællekunst fuldt på højde med det, der havde indledt det trykte forfatterskab. Desuden bringes en række politiske skrifter især fra Sades tid som fremtrædende revolutionær og medlem af Section des Piques 1792-93, bl.a. et forsvarsskrift for Marat; og skuespillet Oxtiern ou les Malheurs du libertinage, en dramatisering af novellen Ernestine fra Les Crimes de l’amour, opført 1791 på Théâtre Molière, genopført i Versailles 1799 og trykt samme år. Sades utrykte dramatik er i øvrigt udgivet i fire bind hos J.-J. Pauvert; meget, såvel som mange prosastykker, er dog tilintetgjort af politiet. Tolvte bind omfatter Sades breve, som delvis var udgivet i 1919 (dagbogen blev desværre brændt af politiet), og trettende bringer, hvad der er tilbage af storværket Les 120 Journées de Sodome ou l’École du libertinage, som Sade i 1785 havde kopieret med mikroskopisk skrift på en 12 m lang papirstrimmel og skjult i sin celle, hvorfra den forsvandt ved Bastillens fald; den dukkede imidlertid op i en elendig udgave i Berlin 1904 besørget af en psykiater, der fandt værket interessant som analogt med Krafft-Ebings studier i “seksualpsykopati”; Maurice Heine erhvervede manuskriptet i 1929 og publicerede det i tre bind 1931-35, hvorefter Pauvert genoptrykker i 1953, midt under den lange retssag, som først i 1958 tillod offentligheden at stifte bekendtskab med værkerne; og atter i 1972, med forord af Jean-François Revel. Les 120 Journées de Sodome er Sades første systematiske studie i denne ubændige impersonale skrift, der som nævnt bryder igennem i det trykte forfatterskab med den tredie Justine og Juliette, som mere eller mindre direkte anvender episoder fra det tidlige, tabte manuskript; den filosofiske problematik, kritikken af det humanistiske naturbegreb, er her ikke udfoldet, hvilket sammen med den strengt kombinatoriske komposition bidrager til at give teksten dens “kliniske” præg, som kan støtte den gængse opfattelse af Sade som “sadist”; når Sade betragtede teksten som sit egentlige hovedværk, skyldtes det dog snarere, dels at det gik tabt, dels at en afgørende ny litterær teknik og overhovedet en ny, skriftbevidst opfattelse af forholdet mellem fiktion og realitet, sprog og virkelighed, her er udarbejdet; teksten kan i denne henseende læses som en Dekameron på et nyt grundlag. Fjortende bind (med forord af Maurice Heine og af Antoine Adam) rummer som nævnt Heines rekonstruktion af den første Justine – altså vor tekst Les infortunes de la Vertu – udfra et manuskript fra 1787, som allerede i 1788 var en kladde til den anden version5; men desuden en række andre uudgivne småskrifter, især (med fremragende forord af M. Heine) Dialogue entre un prêtre et un moribond, skrevet i fængslet i Vincennes 1782 og først publiceret af Heine i 1926, en central indføring i Sades ateisme. Femtende bind rummer endelig (med efterskrift af Jean-Jacques Brochier) en række noter, den heroiske roman Adélaïde de Brunswick, princesse de Saxe, événement du XIe siècle, skrevet 1812 og først trykt i en amerikansk oversættelse i Washington, 1954, og den historiske roman Histoire secrète d’Isabelle de Bavière, reine de France, skrevet i 1813, men stadig under bearbejdning i de sidste måneder før Sades død i 1814, og udgivet af G. Lely i 1953 (med forord); Isabelle er en historisk udgave af Juliette, og teksten viser, hvilken verve forfatteren besad til det sidste; han syntes at være fast besluttet på at frembringe publicerbare tekster denne gang, hvorfor fortællerstemmen tillægger sig den mest besnærende moraliserende tone.

Det sekstende og sidste bind omfatter en række tidlige tekster, bl.a. en rejsebeskrivelse fra Italien 1775-76, som senere leverer materiale til Juliettes italienske scenerier; fremragende efterskrifter af Pierre Klossowski (Le philosophe scélérat), Roland Barthes (L’arbre du crime), Hubert Damisch (L’écriture sans mesures), Philippe Sollers (Sade dans le texte), Michel Tort (L’effet Sade) og Pierre Fedida (Un érotisme de tête). En bibliografi på 427 numre sammenstillet af J.-Cl. Zylberstein spænder fra 1769 til udgivelsesåret, 1967.