DETTE ER PORTENS GAMLE HJEMMESIDE
I stedet for at "smække" porten i da Forlaget Rhodos målrettede sine aktiviteter inden
for forlagets kerneområder, Videnskab og Kunst, valgte vi at give PORTEN til det forfatter ejede forlag ARENA.

Vi håber at PORTEN der vil finde grobund for en fortsat blomstrende udvikling.

Mange gode hilsener

Ruben Blædel
Forlægger
Forlaget Rhodos

Jeg er Ingen! Hvad med dig?

Er du – Ingen – ligesom mig?

Så er vi altså to?

Pas på! de ikke røber os!

Hvor kedeligt – at være Nogen!

Hvor offentligt – som en Frø –

Der hele juni sir sit navn –

Til en betaget Sø!

Denne Digter-dukke skulle forestille den amerikanske poesis såkaldte moder, Emily Dickinson, som døde i 1866 uden at have udgivet en eneste bog, og som efterlod sig tusindvis af upublicerede digte og breve. Eller rettere: Den skulle forestille forestillingen om den sky digterinde i den hvide kjole. Filmen (Being John Malkovich med den rigtige John Malkovich i rollen som John Malkovich) tog pis på forestillingen om en Digter med stort D ved at udstille denne som en overdimensioneret medie-marionet, der, som en ironisk pointe, netop reciterede et digt om modstanden mod offentlighed. Punkteringen af den oppustede Digter fik ikke digtet til at falde sammen. Tværtimod, det blev åbnet op.

For nylig så jeg også en anden film, DIGTER, hvor ti danske digtere fra halvfemserne blev portrætteret i en ånd, der snarere pustede liv i Digteren end punkterede den. Der’ ingen bånd, der binder mig, kunne mottoet lyde for den halvfemsergeneration, der er kendt som mangfoldigheden selv, men som i DIGTER’s kanonisering med små fem minutter per person samler sig om de helt store spørgsmål, mens digtene overskygges af punchlines om skønhed og religion. Filmens præg på fremtidens poesihistorie skal nok få modstand af andre kanoniseringer, fx i det digre opus Danske digtere i det 20. århundrede. Men hvor er det kreperligt (siger jeg, der som en vingummibamse i en gelérand deltog i en intetsigende poesidebat efter filmens premiere i den sorte diamant), hvis en mondæn pseudo-interesse for poesien lægger en dyne af jovial selvbehagelighed og mangel på ægte (selv)kritik over diskussionen af, hvordan historien om halvfemsernes poesi skal fortælles. Det er en alvorlig sag for den danske poesi, hvis det i sandhed gælder om at have set lyset og følt kaldet. For så er der vel dybest set ikke noget at diskutere, så kan og vil man ikke tvivle på, grine ad – sig selv fx. Så KAN Digteren ikke punkteres, så går den igen og igen og igen som en tom hvid kolos-kjole. Dét spøgelse er undergravende for poesien, er jeg bange for. Modgiften er en engageret, åben debat, der hverken er nabostrid eller kaffe og kage. Debatten om poesien må ud af andedammen dk, perspektivet må være større end vores egne små plastikænder.

Ikke mindst derfor præsenterer dette nummer af Den Blå Port franske og svenske perspektiver: En ny, svensk oversættelse af en gruppe franske digtere, der er beslægtet med forfattergruppen Oulipo, er blevet læst med Carsten Sestofts briller. Sestoft beretter om den franske poesis materielle og litteraturhistoriske miserable marginalisering; trods populære digtoplæsninger er oplagene små og salget minimalt. Ifølge de to franske digtere, Olivier Cadiot og Pierre Alferi, hvis essay vi bringer i dansk oversættelse, hersker farceagtige fronter i den franske poesidebat. Fetichistiske håndværkere og ex-ikonoklaster florerer, mens selvbehageligheden lurer fra alle sider, og risikoen for, at der snart kun er spørgsmålet om priser tilbage, dingler over digternes hoveder. Cadiot og Alferi går i brechen for uidentificerede verbale objekter, inscapes, sampling og cut-up i deres essayistiske mekanik.

En slags præfigureret sampling finder sted i Rilkes memoir- og poetikskitse “Ur-lyd”, hvor en fonograf møder et kranie-kronsøm – det lyder, med Arne Melbergs ord, som et “læsehovede”. Porten byder på to danske forfattere, der begge benytter sig af cut-up og collage; Martin Deichman analyserer Robert Corydons “øjesaks” og demokratiserende klæbebilledstil, mens Lars Bukdahl portrætterer Else Tranberg Hansen, som “samler tyvekoster sammen, i en art cut-up af bevidsthedens arvede ekkorum”. Breve af Burroughs er udvalgt og oversat af Mikkel Thykier. Peter Laugesen og Viggo Madsen har haft gang i skrivemaskinerne, og der er ny poesi og prosa fra unge navne m/k: Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Harald Voetmann Christiansen og undergrunds-pseudonymet Vor Frue. Ikke at forglemme er der morfede masker og “overnaturligt store insekter” i porten.

Mette Moestrup